SKATTEN OG JULEGAVEN - HVOR MEGET MÅ DU GIVE VÆK ?
Nu nærmer julen sig. Julen er det tidspunkt, hvor man betænker sine gode medarbejdere og de gode forretningsforbindelser. Det er i mange virksomheder blevet en fast tradition, at medarbejderen får for eksempel en julekurv, og at der leveres et par flasker rødvin til forretningsforbindelsen. Og så er der jo også julefrokosten. Skattemyndighederne har deres helt egne regler om, hvorledes denne opmærksomhed over for medarbejdere og forretningsforbindelser skal behandles.
Julegaven til medarbejderne
Din virksomhed har fradrag for udgiften til julegaver til dine medarbejdere. Der er tale om en personaleudgift. Der er indtil videre ikke set afgørelser, hvor arbejdsgiveren er blevet nægtet fradrag som følge af gavernes størrelse. Din virksomheds fradragsret påvirkes altså ikke af dens generøsitet.
Medarbejderne skal heller ikke beskattes af julegaven, medmindre julegavens værdi er større end 500 kroner, eller hvis gaven består i kontanter eller et gavekort. Overskrides grænsen på 500 kroner, eller er der tale om kontanter eller gavekort, er hele gaven skattepligtig for medarbejderen.
Julegaven til forretningsforbindelser
Din virksomhed har fradrag for udgiften til en julegave til forretningsforbindelser. Men kun som repræsentation. Det betyder, at det kun er 25% af udgiften, der kan fradrages. Det er dog kun mindre gaver til forretningsforbindelser, du kan fradrage som repræsentation. Der findes ingen øvre grænse, men den grænse på 500 kroner, der gælder for julegaver til medarbejdere, vil nok også være grænsen for, hvornår fradragsretten for julegaven til forretningsforbindelsen ophører.
For den forretningsforbindelse, som modtager gaven, vil julegaven ikke være skattepligtig, hvis der er tale om en mindre julegave. En mindre julegave må antages at være en gave til en markedsværdi på mindre end 500 kroner. Bliver julegaven større, skal forretningsforbindelsen beskattes.
Julefrokosten
Julefrokosten er fradragsberettiget som personaleudgift. Der er ingen øvre grænse for, hvor eksorbitant julefrokosten må være. At julefrokosten for eksempel er en sviptur til Oslo eller et show på et hotel med tilhørende middag og overnatning, er altså ikke en hindring for fradragsretten.
Julefrokosten er skattefri for medarbejderen. Medarbejderen beskattes ikke af julefrokosten, medmindre der i denne indgår udbetaling af kontanter. At der for eksempel er fri bar, medfører ikke beskatning.